Endpoint: En specifik URL, hvor API’et kan tilgås. Hvert endpoint svarer til en bestemt funktion eller type data.
Request: Handlingen, hvor man beder API’et om at udføre en opgave eller returnere information. Det inkluderer typisk en HTTP-metode (f.eks. GET, POST, PUT, DELETE) og kan indeholde parametre eller data i selve forespørgslen.
Response: De data, API’et returnerer som svar på en forespørgsel. Dette er ofte i formater som JSON eller XML.
Authentication: Mekanismer til at verificere identiteten af brugeren eller applikationen, der sender forespørgslen. Almindelige metoder inkluderer API-nøgler, OAuth-tokens og basal godkendelse.
Rate Limiting: Begrænsninger på, hvor mange forespørgsler der må sendes til API’et inden for en bestemt tidsperiode, for at forhindre misbrug og sikre fair brug.
Web-API’er: Gør det muligt for webbaserede applikationer at kommunikere over internettet ved hjælp af protokoller som HTTP/HTTPS.
Biblioteks-API’er: Giver programmer adgang til funktioner fra en softwarebibliotek.
Operativsystem-API’er: Gør det muligt for applikationer at interagere med operativsystemet, f.eks. for at få adgang til filsystemer eller hardwareenheder.
Modularitet: API’er gør det muligt for udviklere at bruge eksisterende komponenter uden at skulle bygge dem fra bunden.
Interoperabilitet: API’er muliggør kommunikation mellem forskellige systemer og platforme.
Effektivitet: Udviklere kan hurtigt integrere og udvide funktionalitet, hvilket reducerer udviklingstiden.
Skalerbarhed: API’er gør det muligt for applikationer at skalere ved at udnytte eksterne tjenester og ressourcer.
